Selv den mindste ting har en smerte i sig

I sin nye digtsamling, “Min tidebog”, skriver Knud Steffen Nielsen videre i den skygge, der med “Min kontrabog” fra 2020 trådte ind i forfatterskabet. Skyggen er en kræftsygdom, en dødsdom, men også en splint i øjet.

Knud Steffen Nielsen er 75 år, og “Min tidebog”, som udkommer den 1. april, bliver hans fjortende bog, siden han debuterede med “Indsskrift” i 1980.

“Ud med patriarkerne!”
Den nye digtsamling, “Min tidebog”, har aldrig været planlagt som et bind 2. Sådan arbejder Knud Steffen Nielsen ikke. “Selvfølgelig har jeg nogle grundmotorer, nogle overvejelser, som går videre fra bog til bog. Og en af dem er nok patriarker. Dem er jeg meget skeptisk overfor.”

Fiskersønnen fra Glyngøre
Når Knud Steffen Nielsen møder sandheder, bliver han skeptisk. “Min far var fisker, og på et tidspunkt, da jeg var 5-7 år gammel, sidder han og slagter ål. Og jeg spørger ham: – Gør det ikke ondt på fiskene?
Jeg kunne jo se, hvordan ålene kværnede rundt, når de blev trukket i skindet. Men min far svarede, at fisk ikke kan jo mærke noget. De er koldblodede, som han sagde.
Den slags sandheder eller arrogance gør mig skeptisk, for hvad ved vi egentlig om smerte? Vi kender smerte fra os selv, ja, og vi er jo varmblodede. Her kommer det patriarkalske ind. Den der med at jeg har sandheden, og nu skal du høre, hvordan den er.”
Jeg er så siden blevet bekræftet af forskere, blandt andre bioetikeren Mickey Gjerris, som siger, at selv den mindste ting har en eller anden form for smerte i sig.”

Inspirationen er ikke et træ
Knud Steffen Nielsen bliver forundret dagligt: “Det er nysgerrigheden, der driver mig,” fortæller Knud Steffen Nielsen og fortæller om dengang, han diskuterede begrebet inspiration med Knud Sørensen, som døde sidste år.
“Knud fortalte, at træerne var inspiration for ham. Og jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg ikke tror på inspirationen, ikke på den måde. Der skal helst være et eller andet, der undrer mig hver dag. En syrevækker, som det hedder på mejeriet. Noget, der skubber mig et andet sted hen. Verden er en overraskelse. Og det er den, jeg har brug for.”

Koste, hvad det koste skal
“Jeg kan ikke leve af, hvad andre siger. Jeg kan ikke leve af, hvad andre fortæller mig, f.eks. om kærlighed. Jeg kan ikke arbejde andenhånds. Vi står i vores sanser og i sproget – koste hvad det koste skal.

 

 
“Vi er alle sammen øer”
Knud referer til flere forfattere i “Min tidebog”, og det er tydeligt, at han har et særligt forhold til sproget. “Sådan som jeg læser Samuel Beckett, kan vi ikke tale sammen. Vi er låst ude fra hinanden – netop på grund af sproget. Alligevel skal vi jo snakke sammen, og det må vi så gøre på trods af de begrænsninger, der ligger i sproget.
Jeg står alene i mit sprog. Pragmatisk kan jeg sagtens benytte sproget. Jeg kan byde folk velkommen og takke. Men sproget rummer også mange forskellige ting, som forhindrer en fuldblodig kommunikation. Ironi for eksempel og manipulation, løgn, humor og så videre. Alt det, der gør, at misforståelserne opstår.”


“Skrevet i sand, rillerne, hvad er ikke skrevet i sand,
som i sand
forsvindingspunktet, det restløse.
Omkredsen du støder ind i.
Et forladt tøndebånd.

De brændte fingre, at stå helt stille.
Vi er under høj fart. Vi står stille, men hastigheden
tager ikke notits.
Mit kød sidder fast i risten.

Fedtet og sandet bærer de
i triumf.
Ikke alle gæster er
inviterede, nogle er. Men er så ikke mødt op.

Nu rækker man sandet rundt,
så smukt rillet, så fint, så
abracadabra, så
bølger
med
horn.”

Det handler om at række ud
“Poesien er en god måde at gå i enerum med sig selv. John Donne skrev engang, at no man is an island. Men for mig er vi øer – med de muligheder, der også er i det.”
“Hvis hunden og andre dyr fik længere stemmebånd, havde de muligheden for at lære at tale. Men hunde er begrænsede af, at deres stemmebånd ikke rækker længere end til en gang vuf og gøen og blæffen og galpen. Sproget har givet os mennesker den mulighed, at vi kan differentiere og røre hinanden på alle mulige måder. Jeg tror på, at sproget er et mirakel.”
 “Hvis vi kan berøre hinanden, synes jeg, at vi er lykkedes.”


“Æbletræerne er udviskede,

uden for os.

Jeg er trukket i fjord og sand.

Ingen distancer mellem

os”


Det skal være en åben slutning
“Jeg vil for alt i verden undgå, at digtet bliver lukket. Eller lukker. Et digt er et stykke tid, det flyder som vandet i Limfjorden. Hvis man aflukker digtet som et æg, så synes jeg, er du i strid med tidens flyden,” forklarer Knud. “Jeg vil gerne kunne afspejle tiden i mine digte.”
“Digtet fremviser noget. Det har teaterkarakter. Ja, der er altid et publikum et sted derude, når man skriver.”

Dødsdommen
“Jeg skriver ikke 1:1 selvbiografisk. At jeg engang var i Vordingborg, og at Gåsetårnet står i et af mine digte, betyder ikke, at det digt handler om min tur til Vordingborg. Men jeg bruger da mine egne erfaringer.
Det er jo en dødsdom, jeg har fået. Kræften. Og det gør selvfølgelig noget ved én. Selvom det ikke står eksplicit i mine digte, så bærer de da nok præg af, at det her er endeligt. At livet, at mit liv har en udgang,” forklarer Knud og fortsætter:
“Måske er det derfor, jeg modsætter mig, at digtene skal lukkes. Hvem ved. Men jeg vil ikke jamre, og folk skal ikke have medlidenhed med mig. Det er ikke derfor, jeg skriver. Det må aldrig blive selvhelligt,” siger Knud.

Blomsterne på bordet
I Knuds digte er der altid plads til humoren. Humor er en lille splint i øjet, der kan opbløde livets grøde. Det er en invitation til læseren.”
Knud, der bor i Glyngøre med udsigt udover Sallingsund, foretrækker det åbne. Han gider ikke faste skabeloner. Sådan er han også som menneske.
“Bare skriv at jeg har givet blomsterne på bordet til min kone. Det er løgn, men det er også en del af digtningen.”