Levering 1–5 hverdage | Fri fragt over 499,-

Prismedrømme og lineære cirkel-evigheder

Han gik hen mod de slikkende ildtunger. De bed ikke i hans hud, de kærtegnede ham og omsluttede ham. Med lettelse, med ydmyghed, med rædsel, forstod han, at han også var en illusion, som en anden var i færd med at drømme.
(Borges, Cirkelruinerne) 

Da jeg læste Christoffer Thunbo Pedersens Gennem dage af hyld og tjørn første gang, fik jeg en fornemmelse af at have rejst gennem verdenshistorien. Fra oprindelsen til midten og til det profetiske ingenmandsland. Det var som om, digtene formede en prisme, hvori verdenshistoriens mange motiver blev spejlet og reflekteret i. Det var som om, jeg kunne spore historiens oprindelseslinjer, samtidig med at digtene i sig selv blev en vandring ad disse oprindelseslinjer.

Digtene blev nærmest et forsøg på at spore sig tilbage til begyndelsen gennem sproget som noget kontinuerligt, der kan forbinde os til en ukendt urtid. Til den sande oprindelse. Men i sproget søges også en anden kontinuitet i et spirende forsøg på at finde et sprog for naturen, eller nærmere, at finde et sprog, som er iboende i naturen:

”mellem flammer af kobber, remser og mod
er dit sprog en grå ræv
som syr gennem huler i tiden

du står skrevet med tåge
med fiskenes brynje af spejle
skrevet med tåge
dit solsikkehoved
i modlys som ser det umuliges indre”

Spejlmotivet er et gennemgående motiv i Christoffer Thunbo Pedersens digtsamling, Gennem dage af hyld og tjørn (2020), måske fordi det netop indfanger, at man i et spejl aldrig kan beskue sit objekt direkte eller fuldkomment, men også fordi det åbner op for en kalejdoskopisk mangfoldighed, for verden som et spejlkabinet af tider, kulturer og historiske sekvenser. 

I sproget og motiverne som spejle og cirkler, mindes jeg i min læsning af denne digtsamling om den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Og måske kan digtsamlingen endog læses som en slags imitation af Borges’ novelle Cirkelruinerne. Den bliver en prisme af drømmebilleder, som spejlende gentager hinanden, indtil digterjeg’et når en kontinuitet med tidligere epokers eksistenser netop gennem sine drømme. Ligesom at den tavse mand fra Syden hos Borges blot er et drømmeekko af en andens drøm, bliver de forskellige digte hos Thunbo ekkoer af hinanden, af svundne tider. Men fælles for begge er den lineære forbindelse. I Cirkelruinerne udgør cirklerne en slags lineær evighed, fordi historien gentager sig selv, men stadig bevæger sig uundgåeligt lineært frem. Ligeledes afslører ekkoet hos Thunbo en sådan cirkulær lineraritet i naturen. Nemlig gennem livscyklussen som bliver et grundvilkår for alle eksisterende organismer, mennesker, planter og dyr. Og dermed som et vilkår, der binder dem sammen. Forskudte livscyklusser, der tilsammen udgør og udfylder en lineraritet i tid:

”det er dig  der er ekko
det er mig der er ekko
det er os der er alt det som lever og dør”

I disse drømmebilleder hører tiden op, den udvides, de sirlige biologiske infrastrukturer tegnes op og digterjegets vækkede sanser efterlades som et ekko i læseren:

”en ædel somalisk mand med hennaarvet skæg
svæver forbi mig og hyller mig
i sin duft af jasmin og spidskommen
og det er derfra hele historien stammer”

Og således gennemleves historiens kontinuitet gennem sanserne.  

Digtsamlingen er tredelt, nærmest som var det en leg med treenigheden, men samtidig også som en bevægelse gennem forskellige niveauer: en mytiske oprindelse i første del og videre til en fremmedgørende hvidmalet tidsalder i digtsamlingens anden del, hvor man møder livets onder som dybe aftryk i historien:

”man bevæger sig gennem bygninger
ødelagt af jordskælv
gennem malerier af lenin
gennem tiggere og syge
klostre og blod" 

Dermed en tidsalder hvor jeg i min læsning selv fornemmede et rungende fravær af mening og frelse, som blev forløst i digtsamlingens tredjedel, hvor profeternes fortidsvarsler blev nedfældet. Her med en slående lighed til Borges' cirkelruiner, som læseren af dette essay må have til gode selv at læse. Men her i sidste del får man også en følelse af, at stå ved samme tærskel, foran en drømmesekvens, ligesom i Dante i Den Guddommelige Komedie indleder indgangen til Helvede med en drømmelignende tilstand. Men modsat Dantes sirlige epos, er de tre niveaudelinger i Thunbos digtsamling væsentligt forskellige i sine formmæssige udtryk; fra det malende prosaiske og rige sprog man finder hos Borges, til det mere fragmenterede og til de profetiske og nærmest bibelske oprindelsestaler. I Thunbos verdensontologi markeres færden ind til digtsamlingens tredje del, spejlkredsen, ligeledes med drømmen, men hvem mon man møder, når man ”træder ind i drømmen / gennem gåderne i figenbuskens skygge”? 

Anbefalet af Laura Priyanka, redaktionsassistent, Det aarhusianske forlag Herman & Frudit

 

Gennem dage af hyld og tjørn