Levering 1-5 dage

Hans Peter Madsen om

 

Malte Frøslevs Krukken

I sidste uge debuterede Malte Frøslev med Krukken; forlaget kalder det for digte, og det er vel prosadigte, men samtidig samler de sig til noget, man kunne kalde en slags roman.

En arkæolog udgraver en krukke og tager den med hjem til sin kæreste, Tåben, vist nok i Bologna. Det handler om deres kærlighed og oplevelser indtil ca. midtvejs i bogen. Så melder der sig et jeg, fortælleren, der er ved at miste forbindelsen til Arkæologen, strides med at fortælle om hende.

Meget mere sker der sådan set ikke, det handler ikke om, hvad der sker, men om, hvordan det opleves. Der fortælles med en kærlighed for hver en gestus, genstand, hændelse – en ømhed i sproget, der minder mig om Lea Marie Løppenthin. Men uden at underkaste sig realismens dogmer; sproget bevæger sig ofte ud på kanten af forståelsesevnen; at læse Krukken føles som at være i den tilstand, hvor man er lige ved at falde i søvn, hvor man stadig sanser verden omkring sig, ved, at man er vågen, men også begynder at modtage de første glimt af nattens drømme.

Bogens stilistiske nyskabelse er en original brug af indryk. Lidt ligesom enjambementer i et digt er der pludselig lange mellemrum i teksten, ofte midt i en sætning, som så genstartes bagefter, som om fortælleren midt i en tanke bliver i tvivl, brummer et øjeblik og så enten fortsætter eller omformulerer.

Det er den perfekte form til en bog, der første og fremmest handler om at forsøge at nærme sig det beskrevne, forsigtigt og prøvende med små glimt af indsigt til følge. For jo, det er muligt at forstå, trods alt, det er muligt at beskrive, at sætte sig ind i. Eller som det med ét glimter midt i bogen:

”Men så siger en stemme fra krattet: Det er så let at forstå et andet menneske. Alt er sorg maskeret som noget andet          bebrejdelse, stille overbærenhed, vrede. Selv cypresserne som følger stien op til kapellet: alt dette afkridter en sorg. Denne gennemgribende, træagtige sorg der hvislende viser sig under huden.”

Det er den sorg, der nænsomt og arkæologisk graves frem af hver en person og hver en genstand i Maltes prosa, som gør det til så rørende en læseoplevelse.

Af Hans Peter Madsen, forfatter, Brænd huset ned, giv træet vand. Turbine, 2021.